Basis betyder …

Der findes en kærlighed som vi får smidt lige i ansigtet – uden egentligt virkelig at fortjene den. Historien starter julenat og bliver helt ufattelig påskemorgen. For det lille kors som nogle bærer om halsen – eller som vi ser på toppen af kirketårnene – fortæller om én, der gav alt – alt – for alle andre. Vi får lov til at give kærligheden videre. Hvis du har prøvet det, så ved du, at resultatet er magisk.

I Team Basis tror vi grundlæggende at livet leves, når det leves på et fundament. Når fundamentet er sikkert, så smager perspektivet af evighed. Det kan godt lyde flyvsk, men faktisk handler det om at have fødderne plantet solidt på jorden. Det er jo her vi lever, ser hinanden i øjnene og kigger opad sammen.

På BasisLejr kan vi godt lide at bruge fem dage om året på det allervigtigste – det fundamentale. På lejren snakker vi ikke så meget om stamtavler i det gamle testamente eller det berømte talende æsel. Vi bruger bibeltimer, gruppetimer og andagter til at prøve at forstå, hvad det lige var der skete på korset lidt uden for Jerusalem for lidt lang tid siden.

De fem bogstaver i navnet BASIS kan godt betyde Jesus eller bibel. For både Jesus og bibelen er centrale ingredienser i et solidt fundament, hvis du kigger i vores kogebog.

Back to Top